Fra Big Data til Big Business

Projektet vil fjerne de barrierer som står i vejen, når danske virksomheder ønsker at udvikle profitable forretningsmodeller med afsæt i Big Data.

Projektet vil opbygge et dansk Big Data Big Business kompetencecenter. Formålet er at give indsigt i de muligheder, der ligger i at udnytte Big Data, herunder at skabe et mødested for virksomheder, der har data til rådighed, og virksomheder, der ønsker at tilegne sig ny data.
 

Metode

I projektet gennemføres fire arbejdspakker, som på forskellig vis hjælper virksomheder til at transformere Big Data til profitable forretningsmodeller gennem en nytænkning af eksisterende forretningsmodeller. Forskerne i projektet har i dialog med danske virksomheder identificeret fire områder, som aktuelt udgør en hindring i forhold til at skabe værdi af Big Data:

  • Manglende kompetencer i virksomheden.
  • Manglende forståelse af kundebehov.
  • Manglende strategisk mindset.
  • Manglende tilstedeværelse af et neutralt interaktionssted for salg og køb af Big Data.

Fra Big Data til Big Business handler om at adressere disse fire barrierer via fire konkrete arbejdspakker. Det gøres på følgende måder:

Kompetencekortlægning:
En virksomhed har behov for at finde ud af, hvilke kompetencer den har og skal have, for at kunne trække værdi ud af digital forretningsudvikling. Kompetenceniveauet undersøges, og der udvikles et selvevalueringsværktøj, så virksomheder kan kortlægge eget kompetencebehov. I regi af projektet etableres endvidere et kompetencepanel, som kan rådgive virksomhederne og på den måde kompensere for de manglende kompetencer. Tyve virksomheder gennemgår et udviklingsforløb med afsæt i denne kortlægning.

Kundeindsigt:
Virksomheder skal opnå kundeindsigt og omsætte denne indsigt til forretning. Projektet bidrager til udvikling af et customer discovery tool, der skal hjælpe virksomheden til at få en forståelse af, hvad der skaber værdi for kunden. 20 virksomheder gennemgår et interaktivt forløb, hvor de hvert kvartal mødes omkring en ny metode og tester anvendeligheden af denne i egen virksomhed.

Digitalt mindset:
At udnytte mulighederne i Big Data afhænger i vid udstrækning af topledelsens forståelse for de scenarier, der tegner fremtidens konkurrencesituation. I nærværende indsats bygges der videre på ovenstående. Fem virksomheder vil i et tæt samarbejde mellem ledere og forskere ændre organisationen, så den kan frigøre mulighederne i Big Data. På baggrund heraf stilles en udviklingsdrejebog og værktøjer til rådighed for virksomhederne.

Platform:
Virksomheder har ifølge ansøger brug for et mødested, hvis de skal få indsigt i de nye muligheder der opstår, når forskellige typer af data kobles. Projektet etablerer en platform med realtime databaser, som ejere og brugere af Big Data kan benytte efter aftale og på kommercielle vilkår. Projektet vil herefter matche de virksomheder, der har Big Data, med de virksomheder, der kan trække værdi ud af disse data ved eksempelvis at anvende dem i egen forretning. Målet er at udvikle 10 konkrete forretningsprojekter.
 

Målsætninger

Effekten af projektet vil kunne måles på, at de involverede virksomheder vurderes. Målsætningen er en ekstra top- og bundlinjevækst på mellem 3 og 10 procent i projektets løbetid, samt at der bliver skabt værdi på en række andre målbare indikatorer. Udover den direkte effekt hos de involverede virksomheder, så forventes det at projektet munder ud i en række forskningsartikler. Undervejs i projektperioden afholdes der desuden både konferencer, undervisning og workshops.

OM PROJEKTET

Projektnavn: 
Fra Big Data til Big Business

Projektejer: 
Copenhagen Business School

Tid: 
2015-2018

Støttet med: 
7,5 mio. kroner

TEMAINDKALDELSE

Fra Big Data til Big Business udspringer af en temaindkaldelse om Big Data, som Industriens Fond afholdt i starten af 2015. Læs mere om temaindkaldelsen her:

KONTAKT

Projektansvarlig:
Thomas Ritter
Professor
Telefon: 38 15 21 21
Mail: tr.smg@cbs.dk

Projektansvarlig Industriens Fond:
Charlotte Kjeldsen Krarup
Udviklingschef
Telefon: 33 37 62 06
Mail: ckk@industriensfond.dk