Officel indvielse af lasersvejsecenter

Danmarks nye, avancerede lasersvejsecenter indviet på LWT (Lindoe Welding Technology) i Lindø Industripark på Fyn

En minister og en vifte af lokale og regionale erhvervsfolk var blandt deltagerne, da LORC den 28. januar 2013 havde en erhvervskonference om grøn vækst og samtidig indviede Danmarks nye, avancerede lasersvejsecenter

LWT (Lindoe Welding Technology) i Lindø Industripark på Fyn, som er støttet af Industriens Fond.

LORC har som formål at skabe nye industriarbejdspladser gennem etablering af avancerede faciliteter til test af offshore vindteknologi. Lasersvejsecentret LWT er den første af en række testfaciliteter, og Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, som har støttet LWT med 4 millioner kroner, taler ved indvielsen:

”Det er længe kendt, at fastholdelse af produktion her i landet er en stor udfordring. Med etableringen af LWT er vi kommet et skridt videre i jagten på innovative tiltag og nye løsninger. Et af omdrejningspunkterne for arbejdet i Industriens Fond er at medvirke til skabelsen af ny viden, som kan medvirke til fastholdelsen og udviklingen af nye arbejdspladser herhjemme. Det er LWT på mange måder et godt eksempel på”, siger Mads Lebech forud for den officielle åbning af LWT, som blandt andet skal udvikle billigere og bedre svejsemetoder til seriefremstilling af tårne og fundamenter til havmøller.

Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, klippede snoren – eller rettere svejsetråden – over til LWT, som er blandt verdens kraftigste kommercielt tilgængelige lasersvejsesystemer.

Konferencen fokuserede på regional vækst og skabelse af nye grønne arbejdspladser gennem udvikling og strategisk opbygning af viden, som kan sikre, at industrier etablerer produktion i området i og omkring Lindø Industripark. Det er hensigten med de testfaciliteter, som LORC etablerer, at give yderligere tyngde til den danske vindmøllebranches teknologiske viden og dermed til at fastholde danske jobs.

”Vi har vist, at det betaler sig at bide sig fast. Vi har samlet industrier, som normalt konkurrerer hårdt, i projekter, som de kan udnytte strategisk til udvikling af deres egne forretninger. Dét er fremtiden,” siger LORC’s bestyrelsesformand Poul Nyrup Rasmussen.

LORC’s stiftere er en unik sammensætning af universiteter og erhvervsliv, herunder konkurrerende firmaer – såsom Siemens og Vestas – Dong Energy og Vattenfall, som alle kæmper for de samme langsigtede mål, nemlig en reduktion af prisen på grøn energi fra havmøller og en dansk opbygning af konkurrencedygtig teknologisk viden.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er formand for LORC og var vært ved konferencen. Han fik selskab af Regionrådsformand Carl Holst, formand for Dansk Metal Claus Jensen, adm. direktør i Industriens Fond Mads Lebech og Lotte Langkilde fra SDU, som alle var talere på konferencen. Odenses borgmester Anker Boye styrede en paneldebat, hvor også Kertemindes borgmester Sonja Rasmussen deltog.

Projekt data

Om LORC

LORC er en erhvervsdrivende fond, som blev stiftet i 2009 af de vigtigste spillere i den bæredygtige energisektor. Målet er at blive et ledende centrum for viden, innovation, test og demonstration af bæredygtige offshore teknologier. Det skal ske gennem etablering af avancerede testfaciliteter og indsamling og deling af viden. Se www.lorc.dk

LWT er et avanceret fabrication lab, som skal hjælpe dansk industri med at udvikle konkurrencedygtige produktionsteknologier, baseret på nyudviklet høj-effekt laser-teknologi. Se www.lwt.dk

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.