Cobots skal styrke konkurrenceevnen

05.03.2019

Kollaborative robotter har et stort potentiale i forhold til at skabe nye jobfunktioner og øge produktiviteten i danske virksomheder. Et nyt projekt skal bidrage til, at Danmark udnytter potentialet.

Markedet for kollaborativ robotteknologi - altså robotter, der arbejder tæt sammen med mennesker - spås i følge International Federation of Robotics årlige vækstrater på over 50 procent, og de danske robotproducenter er også internationalt set helt i front inden for dette område.

Samtidig er kollaborative robotter meget interessante for den store gruppe af danske fremstillingsvirksomheder, hvis produkter er karakteriseret ved relativ lille volumen og høj variation. De kollaborative robotter muliggør nemlig en mere agil og fleksibel produktionsform.

"Stort set alle de kollaborative robotter, som er blevet solgt i Danmark, indgår i traditionelle produktionslinjer, og der er faktisk kun meget få eksempler på, at robotterne reelt arbejder tæt sammen med mennesker. Derfor er potentialet endnu større," siger Søren Peter Johansen fra DIRA.

For små og mellemstore produktionsvirksomheder er det vanskeligt at gennemskue, om en investering i kollaborative robotter kan tjene sig hjem.

"At lave businesscases for processer, hvor mennesker og robotter samarbejder, er generelt vanskeligt, og eksisterende værktøjer fungerer dårligt i forhold til at lave præcise ROI-beregninger for investeringer i cobots og agile produktionssystemer," fortæller Anne-Lise Høg Lejre, direktør ved Teknologisk Institut, og peger på at det nye projekt nu har mobiliseret førende nationale og internationale videnspartnere for at udvikle nye værktøjer, der kan hjælpe virksomheder med at lave mere solide businesscases og handlingsplaner, inden der investeres.
 

Ikke blot et spørgsmål om teknologi

Men for at realisere de fulde gevinster med cobots er det vigtigt, at man ikke stirrer sig blind på de rent teknologiske muligheder og udfordringer. Der er nemlig en række andre forhold, som man med fordel også kan have blik for, hvis man vil udnytte teknologiens fulde potentiale.

"I projektet har vi et holistisk syn på barrierer. Det vil sige at vi også ser på udfordringer relateret til ledelse, organisering, opkvalificering, kompetencer og etik, som danske virksomheder potentielt kan støde på, når de vil udnytte mulighederne i kollaborativ robotteknologi," forklarer seniorprojektleder Peter Lemcke Frederiksen fra Teknologisk Institut.
 

Internationalt nyskabende

Det nye projekt er døbt Cobot Knowledge Lab, og hos Industriens Fond ser man potentiale, der ligger ud over Danmarks grænser.

"Projektets tværfaglige karakter – herunder dets holistiske syn på sammenspillet mellem mennesker, robotter, forretning og organisering samt projektets brede samfundsmæssige forankring – er unik og vil kunne bibringe viden, som også i et internationalt perspektiv vil være nyskabende," siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond og tilføjer:

"Projektets værktøjer og aktiviteter kan få flere virksomheder til at implementere cobots, hvilket på sigt vil føre til øget produktivitet i fremstillingsindustrien og booste Danmarks internationale konkurrenceevne."

Læs om projektet

Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses mere om Cobot Knowledge Lab.

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Teknologisk Institut i samarbejde med en række forskellige aktører. Besøg dem herunder. 

KONTAKT

Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til det nye initiativ kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk