Flere virksomheder skal komme styrkede gennem fremtidige kriser

26.01.2021

Kriser gør ondt på erhvervslivet. De opstår som regel uventet og kan ramme virksomhederne hårdt med store konsekvenser til følge. Men sådan behøver det ikke at være. Med fokus på kriseparathed og værdiskabelse i krisesituationer efterspørger Industriens Fond derfor ny viden og nye værktøjer, der kan styrke danske virksomheder i mødet med kommende kriser.

Kriser kommer, og kriser går. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok også være i fremtiden. Og i en global verden, hvor dansk erhvervsliv i vidt omfang har samarbejder, markeder og produktionsfaciliteter i udlandet, bliver danske virksomheder i stigende grad eksponeret for mange typer af kriser. Ofte trækker kriserne et spor af kuldsejlede virksomheder efter sig og erhvervslivet efterlades i chok, når stormen endelig løjer af. 

Kriser kan se ud på mange forskellige måder og er svære at forudsige. Vi ved sjældent, hvornår de rammer, og hvordan de rammer. Derfor er det vanskeligt at vurdere, hvad der er vigtigt for at klare sig, og hvordan man bedst navigerer gennem stormen. Men det betyder ikke, at man bare må kaste håndklædet i ringen. Tværtimod. En krise er også en mulighed. Og den slags muligheder skal danske virksomheder være bedre til at gribe,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond. 

Derfor søsætter Industriens Fond nu en temaindkaldelse med fokus på kriser og konkurrencekraft. Herigennem efterspørges nye projektidéer, der kan styrke små og mellemstore virksomheders evne til at håndtere krisetilstande på den globale scene og desuden hjælpe dem med at gribe de muligheder for nytænkning, omstilling og innovation, som kriser kan føre med sig.

Vi vil gerne hjælpe virksomheder med at gå offensivt til værks. Dels ved at øge deres modstandskraft og gøre dem mere robuste i en verden præget af usikkerhed, dels ved at hjælpe dem med at omfavne krisesituationers kompleksitet og udnytte kommende kriser til at lave værdiskabende innovationer og opnå ny vækst,” siger Thomas Hofman-Bang.

De kriseparate virksomheder vinder 

Danske virksomheder navigerer i en vanskelig virkelighed, hvor klimaudfordringer, handelskrige, protektionisme, katastrofer, diplomatiske uoverensstemmelser, vira, brexit, økonomiske bobler, terror, cyberkriminalitet, migration, geopolitisk ustabilitet og mange andre forhold er med til at skabe både regional og global usikkerhed. 

Det kan påvirke produktionsaktiviteter, partnerskaber og forsyningskæder i hele verden og få danske eksportmarkeder til at kollapse med kort varsel. Dermed kan danske virksomheder rammes på mange forskellige måder. 

Derfor skal vi styrke erhvervslivets kriseberedskab og risikostyring. For eksempel kan der arbejdes med scenarietænkning eller trusselsanalyser. Men der skal også tænkes i progressive baner, hvor forretningsudvikling, allianceopbygning og nye salgstilgange kan bringe virksomheder godt gennem kommende kriser som styrkede sejrherrer. Med det udgangspunkt efterspørger vi nu gode idéer og nye projektforslag, som kan udstyre danske virksomheder med værktøjer og værdifuld viden til at skabe konkurrencekraft i en usikker verden,” siger Thomas Hofman-Bang og henviser til ny viden fra Syddansk Universitet, der viser, at kriseparathed, både finansielt, organisatorisk og kulturelt, er nøglen til at kunne handle strategisk, når kriser rammer de små og mellemstore virksomheder.

Industriens Fond afholdte i starten af februar et kort informations-webinar om temaindkaldelsen. Det kan ses eller genses her.

Temaindkaldelsen

Læs mere om temaindkaldelsen, ansøgningsfrist og ansøgning her.

Webinar

I starten af februar var Industriens Fond vært for et webinar om den nye temaindkaldelse. Webinaret kan ses eller genses her.

tidligere indkaldelser

Læs mere om tidligere temaindkaldelser som er blevet udbudt af Industriens Fond.

Mere info

Spørgsmål angående temaindkaldelsen kan stilles til fondens sekretariat.

Anders Ziegler Kusk
Projektleder
Mail: azk@industriensfond.dk
Telefon: 33 37 62 32

Malene Stidsen
Projektleder
Mail: ms@industriensfond.dk
Telefon: 33 37 62 34