Ny direktør i Industriens Fond

18.12.2018

Thomas Hofman-Bang tiltræder i februar 2019 som ny adm. direktør for Industriens Fond. Han overtager roret fra Mads Lebech, der tiltræder som adm. direktør for TryghedsGruppen og TrygFonden.

Bestyrelsen har med valget af Thomas Hofman-Bang sikret, at Industriens Fond får en leder med stor erfaring i at drive industriel og rådgivende virksomhed i en dansk og global kontekst. Thomas Hofman-Bang har et stort netværk i erhvervslivet og blandt nøgleaktører inden for erhvervsfremme og forskning i Danmark. Thomas Hofman-Bang er en ambitiøs person, der besidder de evner som Industriens Fond har behov for,” siger Sten Scheibye, der er bestyrelsesformand for Industriens Fond.

Thomas Hofman-Bang har gennem en lang erhvervskarriere arbejdet indgående med blandt andet internationalisering, innovation, talentudvikling og konkret anvendelse af ny viden og teknologi i virksomheder.

Industriens Fonds fokusområder og mission står mig nær. Både som erhvervsmand og med min store interesse for samfunds- og velstandsudviklingen i Danmark. Med både praktisk og strategisk erfaring i rygsækken vil det være mit mål at videreføre og videreudvikle Industriens Fonds arbejde til gavn for konkurrenceevnen og værdiskabelsen i dansk erhvervsliv,” siger Thomas Hofman-Bang. Han kommer senest fra en stilling som CEO hos KPMG og var før det mangeårig CEO for den globale industrikoncern NKT. Sideløbende har Thomas Hofman-Bang bestyrelseserfaring fra en række toneangivende virksomheder og organisationer såsom blandt andre William Demant, Rambøll, Neurosearch, Dansk Industri, Danmarks Vækstråd, Copenhagen Capacity og Bikubenfonden.

Ansættelsen af en ny direktør i Industriens Fond betyder, at Mads Lebech kan påbegynde sit nye job som adm. direktør for TryghedsGruppen og TrygFonden.

Bestyrelsen i Industriens Fond skylder Mads Lebech stor tak for en dedikeret kæmpeindsats. Mads har ført Industriens Fond igennem en enorm udvikling i de 10 år hvor han har siddet ved roret. Han overleverer en fond i god form, hvor der er mange aktive projekter, styr på placeringen af formuen og en helt ny strategi,” siger Sten Scheibye, der siden 2011 har været bestyrelsesformand for fonden.

Dermed siger Industriens Fond farvel til sin direktør, der gennem 10 år har stået i spidsen for fondens sekretariat og mange forskellige aktiviteter i ind- og udland.

Det er altid vemodigt at skulle sige farvel. Særligt til meningsfulde opgaver, tætte samarbejdspartnere og dygtige kolleger, som man har været glad for. Men samtidigt glæder det mig, at bestyrelsen har fundet den helt rigtige til at lede Industriens Fond herfra, og det glæder jeg mig meget til at følge,” siger Mads Lebech.

Kontakt

Eventuelle spørgsmål kan stilles til Industriens Fonds sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Mobil: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk