Projektudvikler søges til Industriens Fond

07.11.2018

Industriens Fond søger en initiativrig projektleder med flair for analyse til udvikling af projekter, der styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

Industriens Fond er en privat, filantropisk fond. Fonden arbejder gennem sine aktiviteter og bevillinger for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

Fonden har pt. mere end 140 aktive projekter. Uddelingsrammen til nye projekter og initiativer er i 2018 på 250 mio. kroner.

Industriens Fond arbejder strategisk og engageret. Det betyder, at Fonden ikke alene kan søges, men at Fondens sekretariat tager initiativ til temaindkaldelser, samt lægger vægt på selv at udvikle nye partnerskaber og rejse nye ambitiøse programsatsninger, som kan flytte dansk erhvervsliv fremad. Det er i den udviklingsfunktion, at vi søger en ny kollega.
 

Stillingen

Stillingen er forankret i en udviklingsfunktion med den daglige reference til projekt- og udviklingschefen samt løbende dialog med den adm. direktør.

En stor del af stillingen handler om at bidrage til at sikre udvikling af projekter, der styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne – eksempelvis ved at styrke danske virksomheders arbejde med nye teknologier, ledelse, innovation og internationalisering.

Det vil være en styrke, hvis FN’s verdensmål - SDG’erne - er en kendt referenceramme for dig.

En del af stillingen dedikeres desuden til at have et tværgående fokus på, hvordan projekter skaber impact, samt til at udvikle et organisatorisk overblik over den forandring, som bevillinger og aktiviteter skaber i et tværgående perspektiv. Du har derfor interesse for, og erfaring med en analytisk tilgang til projekter og meget gerne en vis metodisk interesse og indsigt i evalueringsværktøjer.

Fonden arbejder allerede strategisk med opsamling af læring og erfaringer fra aktive og afsluttede projekter, men ønsker også tværgående at styrke dette fokus fremadrettet.

Opgaverne omfatter således særligt ideudviklingsarbejde, identifikation af partnerskaber og interessenter samt konkret projektudvikling. Ambitionen er, at Fonden i endnu højere grad vil skabe samarbejde med andre for at igangsætte aktiviteter og indsatser, der understøtter Industriens Fonds formål og strategi. Men som nævnt også at få styrket Fondens overordnede blik for tværgående evaluerings- og metodelæring.

Du vil komme til at indgå i alle faser og sider af arbejdet i et sekretariat i en privat filantropisk fond. Opgaverne vil derfor også omfatte rollen som fondsansvarlig for igangsatte projekter, det vil sige opfølgning på aftalte leverancer og mål, budgetter og formidling af resultater. Vi er en relativt lille arbejdsplads, så du skal også være parat til at løse diverse ad hoc-opgaver.
 

Om dig

Vi forventer en kollega, der er metodisk stærk og strategisk tænkende. Du har erfaring med evaluering og analysearbejde. Du er vant til at formidle viden til en bred målgruppe både skriftligt og mundtligt.

Du har politisk tæft og trives med, at der ikke er en manual eller en facitliste til alle opgaver. Du er i stand til at arbejde meget selvstændigt, overholde deadlines og selv udvise initiativ. Du er samtidig grundig og søger kollegers sparring, når du har brug for det.

Du ønsker at gøre en positiv forskel for Danmark. Du ønsker at bidrage til at styrke dansk erhvervsliv. Du har et godt humør og bidrager med energi til udviklingen af en arbejdsplads i konstant bevægelse og med en til tider hektisk og direkte tone. Du har en vis portion livserfaring, du hviler i dig selv og du trives lige godt med såvel det akademiske miljø, blandt organisationer som i erhvervslivet.

Du har en akademisk, videregående uddannelse. Du har en del års erhvervserfaring i bagagen, f.eks. fra en organisation, en fond eller et ministerium. Det vil være et plus, hvis du også har været ansat i en privat virksomhed. Du skal have erfaring med sagsbehandling og sagsfremstilling. Du skal være stærk i at skrive og kortfattet levere et budskab og ikke have hjælp til at læse korrektur.

Vi forventer kendskab til og interesse for erhvervslivets forhold, særligt i forhold til Fondens fokusområder.
 

Formalia

Vi tilbyder gode arbejds- og personaleforhold i et gensidigt fleksibelt arbejdsmiljø.

Stillingen er som projektleder, og med tiltrædelse den 1. januar 2019.

Der er ansøgningsfrist den 26. november 2018 inden klokken 10:00job@industriensfond.dk. Ansøgninger behandles dog løbende, og finder vi den rette, begynder vi på interviews og besætter stillingen. Interviews ventes gennemført ultimo november.

Ønsker du mere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Mads Lebech på ml@industriensfond.dk eller udviklingschef Charlotte Kjeldsen Krarup på ckk@industriensfond.dk, så vender vi tilbage til dig.

 

ANSØGNINGSFRIST

Ansøgningen skal være Industriens Fond i hænde senest den 26. november 2018 klokken 10:00.

Ansøgning sendes til mailadressen job@industriensfond.dk med emnefeltet ’Projektudvikler’.

OM FONDEN

I Fondens strategi italesættes målgruppe, værdiskabelse og virkemidler. I tillæg til strategien udgives også Fondens uddelingspolitik. Begge dele kan læses her.

yDERLIGERE INFORMATION

Ønsker du mere information om stillingen, er du velkommen til på e-mail at kontakte adm. direktør Mads Lebech (ML@industriensfond.dk) eller udviklingschef Charlotte Kjeldsen Krarup (CKK@industriensfond.dk).