Tres sekunder om ny teknologi

07.11.2016

Der var fuldt hus, da Danish Tech Challenge åbnede dørene op til årets åbne hus.

Publikum spidsede ører, da alle de deltagende virksomheder i Danish Tech Challenge pitchede idéer, produkter og løsninger fra scenen i et propfyldt auditorium. Alle virksomhederne havde fået lige nøjagtigt tres sekunder til at forklare publikum – heriblandt potentielle investorer – hvordan deres nye produkt fungerer, og hvorfor det er interessant at investere i for investorer og umuligt at sige nej til for kunder.

Temaerne var mange. Måling af gadebelysning, fotospektroskopi og temperaturmålere til brug i mikrobølgeovnen er bare et lille udsnit af de ting som blev præsenteret fra scenen – ofte til rungende klapsalver fra tilhørerne.
 

Prøv selv!

Danish Tech Challenge er et iværksætterforløb der beskæftiger sig med hardware. Da alle virksomheder havde pitchet sin idé, blev dørene derfor åbnet op til virksomhedernes egne kontorer, hvor alle gæster kunne se, røre og prøve de forskellige produkter og løsninger.

Blandt andet kunne man se nærmere på et intelligent hygiejnesystem til hospitaler eller tænde for en ny type LED-lampe, hvor både lysfarve, lysintensitet og lysretning kan kontrolleres fra mobilen.
 

Præmieoverrækkelse den 12. januar

Danish Tech Challenge 2016 er nu gået ind i sin afgørende fase. Om to måneder skal vinderen af Industriens Fonds Iværksætterpris nemlig findes ved et festligt arrangement den 12. januar 2017. De bedste af deltagervirksomhederne nomineres ud fra en række forskellige kriterier og på selve dagen udpeges vinderen.

Projektet

Danish Tech Challenge er et iværksætterforløb for hardwarevirksomheder - det vil sige virksomheder, der producerer en form for fysisk produkt. Læs mere om Danish Tech Challenge her.

Temaindkaldelse

Danish Tech Challenge udspringer af en temaindkaldelse som Industriens Fond gennemførte i 2013. Under overskriften "Flere Vækstiværksættere" efterspurgte Industriens Fond projektidéer, der kunne bidrage til at flere danske iværksættere vokser sig større i fremtiden.