SMART HOME

Den digitale transformation stiller særlige krav til de små og mellemstore virksomheder. Projektet vil derfor afprøve et strategi- og innovationsforløb, der skal bistå virksomheder med at udvikle nye digitale forretningsmodeller og skabe vækst.

I dag er et hus ikke bare et fysisk produkt. En bygning er i lige så høj grad en interaktiv, digital informationstjeneste, dataleverandør og kommunikationskanal. Varmepumper, vinduer, el- og vandsystemer, sikkerhedsalarmer, køleskabe og meget andet udstyres med intelligente sensorer og forvandler traditionelle hjem til intelligente boliger, hvor leverandørens direkte kontakt med slutbrugeren er central.

Virksomheder, der plejede at være B2B-underleverandører til byggeindustrien kommunikerer nu direkte med husets beboere og modtager store mængder data om beboernes vaner og behov. Samtidig begynder de enkelte komponenter at kommunikere med hinanden og opsamle en stor mængde data. Data som kan omsættes til nye produkter og ydelser. Det stiller nye krav til både producent og leverandør med hensyn til digitale, ledelsesmæssige og organisatoriske færdigheder og modenhed.

Projektet vil derfor undersøge, hvordan virksomhedernes kunderelationer ser ud i fremtiden, og hvordan dette indvirker på virksomheders forretningsmodel. På den baggrund vil projektet blandt andet udvikle et ”Smart Home Living Lab”, som virksomheder kan anvende til at udvikle nye digitale forretningsmodeller baseret på kundedata og andre digitaliseringsmuligheder.

Målgruppen for projektet er virksomheder, der i dag producerer eller leverer produkter og løsninger til boliger og intelligente bygninger. 10 virksomheder (og deres kunder, leverandører og samarbejdspartnere) deltager i projektet og får hjælp til at udvikle digitale forretningsmodeller, salgsmetoder, kunderelationer, strategi og ledelse, så de bliver i stand til at indgå i nye digitale økosystemer og skabe vækst
 

METODE

Projektet vil gennemføre tre typer af aktiviteter, som omhandler udvikling og test af strategi- og innovationsforløb med først 10 og senere 100 virksomheder:

  • Virksomhedsforløb
    Centralt i projektet står virksomhedsforløbene. De har til formål at skabe konkrete forandringer i de deltagende virksomheder. Forløbene består blandt andet af en involverende og engagerende Smart Home Living Lab co-creation workshop. Virksomhederne vil få mulighed for at teste forskellige forretningsmodeller gennem blandt andet dynamisk simulering, hvorefter konkrete digitale forretningsmodeller kan udvikles.
  • Dataopsamling og forskning
    Her vil projektet undersøge, hvordan digitaliseringen og den direkte slutbrugerkontakt ændrer den traditionelle B2B-leverandørs rolle. Denne viden formidles til de deltagende virksomheder med anbefalinger til, hvordan de kan styrke kunderelationerne, udvikle nye services og generelt styrke deres konkurrenceevne på det digitale marked.
  • Udviklings- og uddannelsesaktiviteter
    Projektet vil, med udgangspunkt i dataopsamlingen og andre undersøgelser, udvikle et selvevalueringsværktøj. Her kan virksomheder, via en app, vurdere deres egen digitale parathed og sammenligne den med andre i branchen i forhold til forskellige variabler som eksempelvis størrelse og forretningsmodel. Ydermere kommer appen med input til handlinger som virksomhederne kan gennemføre for at forbedre sig.

Som led i projektet vil virksomhederne desuden blive tilbudt at deltage i en nyudviklet Master Class om Digital Transformation med internationale eksperter og forskere.
 

Effekt

Projektet forventer, at de ti deltagende virksomheder vil have øget deres omsætning og digitale modenhed gennem forløbet. I praksis betyder det, at de har udviklet og implementeret strategier for deres rolle i et digitalt marked, iværksat udviklingsaktiviteter til nye digitale produkter og services, markedsføring, salg og kundekontakt. Der er derfor opstillet følgende generelle succeskriterier for projektet:

  • 400 aktive brugere af selvevaluerings-appen.
  • 100 virksomheder har deltaget i et Smart Home Living Lab forløb.
  • 3 forskningspublikationer til internationale tidsskrifter udvikles.

OM PROJEKTET

Projektnavn: 
Smart Home

Projektejer: 
Aarhus Universitet

Tid: 
2018-2019

Støttet med: 
5,23 mio. kroner

PARTNERE

Projektet udføres af Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet i samarbejde med Center for Information Systems Research ved MIT, University of Rostock og Alexandra Instituttet. Læs mere om partnerne nedenfor.

TEMAINDKALDELSE

Projektet udspringer af den temaindkaldelse om Nye Digitale Forretningsmodeller, som Industriens Fond gennemførte ultimo 2017. Læs mere om denne og tidligere temaindkaldelser her:

KONTAKT

Projektansvarlig: 
Børge Obel
Professor
Telefon: 20 20 73 55
 
Projektansvarlig Industriens Fond:

Nanna Nyholm
Projektleder
Telefon: 33 37 62 06
Mail: nn@industriensfond.dk