Nu skal verdensmålene gøres danske

27.11.2019

Danmark skal fastlægge rammerne for, hvordan vi bruger og måler FN’s 17 verdensmål i Danmark. Det skal ske med omfattende inddragelse af befolkningen, virksomheder, forskere og organisationer.

Danskerne tages med på råd, når et storstilet arbejde med at fastlægge rammerne for, hvordan vi i Danmark bruger og måler verdensmålene, i dag skydes i gang.

Befolkningen skal sammen med dansk erhvervsliv, forskere, organisationer og resten af civilsamfundet komme med input til, hvordan vi ud fra danske standarder kan måle, om vi lever op til FN’s 17 verdensmål om at skabe en mere bæredygtig verden.

Med danske indikatorer kan virksomheder, organisationer, myndigheder, politikere og borgere i højere grad bidrage til at nå verdensmålene. For eksempel gennem produkt- og forretningsudvikling, lovgivning, politikudvikling samt gennem ændret adfærd og nye forbrugsvaner.

Om vi diskuterer unge rygere, hjemløse eller ulighed, taler vi om verdensmålene. Et mere bæredygtigt samfund vedrører os alle, og derfor har det også været vigtigt, at alle får mulighed for at give deres besyv med. Det vi tæller tæller, og derfor kommer de indikatorer, vi lægger os fast på og som Danmarks Statistik fremover skal måle på til at have enorm betydning for, hvordan vi indretter Danmark i fremtiden,” siger Steen Hildebrandt, formand for 2030-panelet, der er nedsat af Folketingets 2030-netværk.

Indsatser på områder som for eksempel fattigdom, ernæring, ligestilling og klimaproblemer kan se anderledes ud i Danmark end i andre lande. Derfor kan det i en dansk sammenhæng være særlige indsatser der skal til, for at nå verdensmålene.

Det er vigtigt, at vi får skabt nogle nationale indikatorer for måling af den bæredygtige udvikling. Begreber som fattigdom, sundhed, klimaforandringer og økonomisk vækst er naturligvis ikke de samme i Danmark som i andre dele af verden. I tråd med en demokratisk dansk tradition er det oplagt, at befolkningen skal være med til at fastlægge de danske indikatorer,” siger formand for 2030-netværket, Kristian Jensen.

For at involvere befolkningen åbnes der i dag en digital debatplatform, hvor man kan komme med sine bud på, hvordan de 17 verdensmål og 169 delmål skal oversættes til danske forhold, og hvor man kan diskutere og forholde sig til de indkomne forslag.

De 17 verdensmål vil også blive behandlet på 17 forskellige events rundt omkring i landet, hvor relevante deltagere vil diskutere og give deres bud på, hvad verdensmålene betyder i en dansk kontekst, og de vil siden blive delt i en podcast-serie, så alle kan lytte med.

Sideløbende vil forskere fra landets universiteter koble deres forskning og viden til arbejdet med verdensmålene, ligesom der skal afholdes workshops og foretages høringer, inden den endelige rapport forventes at ligge færdig i løbet af sommeren 2020.

Projektet

Det nye initiativ - Vores Mål - er søsat for at styrke arbejdet med verdensmålene i en dansk kontekst.

Læs mere

Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses mere om projektets ambitioner og aktiviteter.

Følg med

På det sociale medie Linkedin, kan arbejdet med verdensmål i dansk erhvervsliv følges.

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Danmarks Statistik i partnerskab med 2030-panelet.

FUNDAMENTET

Projektet er skabt i samarbejde med fem fonde. Ud over Industriens Fond, er der også tale om:

KONTAKT

Yderligere information om det nye projekt kan fås ved at kontakte Industriens Fonds sekretariat:

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk