Byggeriets ConTech Lab

Projektet vil styrke digitaliseringen og produktiviteten i byggebranchen ved at undersøge behovet for- og brugen af construction technology og oprette en fælles udviklingsplatform.

Byggebranchen er en af de mindst digitaliserede sektorer i Danmark, og samtidig giver en fragmenteret branchestruktur udfordringer med at implementere værdiskabende teknologier. Alt sammen svækker byggeriets konkurrenceevne og indtjening og foringer produktiviteten.

Projektet har i første omgang gennemført en omfattende forundersøgelse, som har afdækket de udfordringer byggeriet står overfor, og hvad der skal til for, at digitalisering og teknologi kan øge produktiviteten. Forundersøgelsen er baseret på gennemgang af eksisterende forskning og byggebranchens initiativer på området samt en større interview-undersøgelse med repræsentanter og aktører fra hele byggebranchen. Forundersøgelsen har bekræftet, at byggebranchen er præget af produktivitetsudfordringer hele vejen rundt. Bæredygtighed er en tendens, der vil præge fremtidens byggeri, men mange virksomheder har vanskeligt ved at tage hul på arbejdet. Byggeriet har lav integration i værdikæden, og særligt projekterings-, udførsels- og driftsfasen er afkoblede fra hinanden og karakteriserede ved brudte kommunikationsstrømme samt mangel på tillid, der skaber misforståelser og forsinkelser. Forundersøgelse har bekræftet relevansen af ”construction technology” og behovet for et stærkt brancheinitiativ inden for området.

Forundersøgelsen har fungeret som et fundament for udviklingen af et nyt ConTech Lab – et samlingssted og platform til udvikling og afprøvning af teknologi og digitalisering, og som skal give aktørerne adgang til hardware, teknologi, data og viden om digital udvikling, og ConTech Lab vil være rammerne til at afprøve og udvikle nye tilgange til bæredygtigt og effektivt byggeri.

ConTech Lab fokuserer på at øge værdiskabelsen for branchen med afsæt i bygherrernes udfordringer gennem teknologi, samarbejde og fokus på bæredygtighed. I ConTech Lab igangsættes en rækker projekter, hvor der eksperimenteres med, hvordan Contech kan løse branchens udfordringer, og der fortages en dybdegående undersøgelse af, hvordan digitalisering kan løfte bæredygtigheden.

Projektet henvender sig til hele byggeriets værdikæde herunder arkitekter, ingeniører, bygherrer, entreprenører, håndværkervirksomheder, driftsvirksomheder, leverandører indenfor både materialer, IT og teknologi.

PROJEKTET

Projektnavn:
Byggeriets ConTech Lab

Projektejer:
Molio – Byggeriets Videnscenter

Tid:
2020-2021

Støttet med:
5 mio. kr.

Hjemmeside:
www.contechlab.dk

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Molio og sammenfinansieres af Realdania:

Publikationer

I forbindelse med projektet er der udgivet fire rapporter, som kan læses nedenfor.

KONTAKT

Projektejer og kontaktperson:
Christina Hvid
Direktør
Molio
23 43 18 03
chv@molio.dk

Projektansvarlig Industriens Fond:
Brian Christensen
Projektleder
33 37 62 05
bc@industriensfond.dk