Industriens Fonds årsberetning 2013

14.04.2014

110 mio. kr. til projekter, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne

Industriens Fond uddelte i 2013 samlet 110 mio. kr. til 36 projekter, der alle har til formål at skabe ny viden til gavn for dansk erhvervsliv, herunder særligt dansk industri.

Industriens Fonds bestyrelse
På Fondens årsmøde blev Sten Scheibye genvalgt som formand, og Jesper Møller genvalgt som næstformand.

Professor Torben M. Andersen, tiltrådte bestyrelsen som nyt medlem udpeget af Danmarks Nationalbank. Han afløste professor Michael Møller, der fratrådte efter at have været medlem af Fondens bestyrelse siden år 2000.

Bestyrelsens medlemmer er herefter formand Sten Scheibye, næstformand Jesper Møller, Torben M. Andersen, Lisbet Thyge Frandsen, Lars Sandahl Sørensen og Torben Svanholm.

Årsberetning 2013
Årsberetning 2013 giver i en række cases et uddybende indblik i de foreløbige resultater fra en række af Fondens aktive projekter. 

Projekter og bevillinger 2013
I 2013 har Industriens Fonds bestyrelse fået forelagt 184 konkrete projektforslag til drøftelse. Af disse fik 36 projekter tildelt en bevilling på samlet 110 mio. kr. Bl.a. kan nævnes 22,8 mio. kr. til Center for Ejerledede Virksomheder og yderligere 20 mio. kr. til sikring af Industriens Fonds hus i Kina, som herefter samlet har opnået en bevilling på ca. 100 mio.kr.

Fondens aktive projektportefølje udgjorde ved udgangen af 2013 i alt 78 større og mindre projekter. Fælles for dem alle er, at projekternes fokus og resultater har potentiale til at medvirke til at fremme særligt dansk industris konkurrenceevne.

Årets resultat
Industriens Fond opnåede i 2013 et samlet regnskabsresultat på 46,3 mio. kr. Med uddelinger i omegnen af 110 mio. kr. har det betydet, at der i 2013 er fragået 61,4 mio. kr. af fondskapitalen. Industriens Fonds samlede formue udgør i omegnen af fire milliarder kroner. Afkastet af Fondens frie midler var på 2,72 procent.

Temaindkaldelser
Fonden har i 2013 gennemført to såkaldte temaindkaldelser. Den ene temaindkaldelse havde fokus rettet mod at modtage projektforslag indenfor ”vækstiværksætteri”. Den anden temaindkaldelse havde fokus på ”ejerskifte med vækstambitioner”. I forbindelse med temaindkaldelser har bestyrelsen bevilliget 45 mio. kr. til otte konkrete projekter.

Engageret filantropi og effekt
Fonden arbejder såkaldt engageret filantropisk. Fonden har således en aktiv dialog med ansøgere for at kvalificere ansøgninger, opstille resultatmål samt sikre udbredelse af den viden, som opnås i et projekt. Fonden iværksætter tillige selv projekter og initiativer, og benytter sig endvidere af såkaldte temaindkaldelser for at sikre, at der bliver øget aktivitet indenfor en række af bestyrelsen konkret udvalgte fokusområder. Fonden arbejder aktivt med evalueringer og effektmålinger.

 

Kontakt

Mads Lebech, Adm. direktør, M: + 45 20 94 90 46