Indvielse af den nye europaskole

21.11.2018

Danmarks nye internationale skole står klar i København. Det markeres den 29. november, hvor Europaskolens bygninger indvies.

Europaskolen åbnede allerede i 2014 med undervisning i fire klasser, og siden hen er flere klasser kommet til. De har hidtil boet i midlertidige lokaler. Men nu står skolens egne bygninger i Carlsberg Byen færdige, og vil kunne rumme op mod 1.000 glade og aktive børn fra ind- og udland.

Europaskolen er etableret med støtte fra Industriens Fond på 32 mio. kroner, og Fonden har været med til at forme støbeskeen siden 2011. Også Realdania, Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden har bidraget med store bevillinger til den nye skole, hvis formål det er, at sikre internationalt akkrediterede offentlige skolepladser til børn og unge, hvis forældre er ansat ved internationale organisationer og virksomheder. Og dermed tjener skolen samtidigt et vigtigt formål for samfundets vækst og velfærd.

International arbejdskraft

Dansk erhvervslivs konkurrenceevne er afhængig af tilgang af højt kvalificeret international arbejdskraft. Industriens Fond fandt det på den baggrund meget meningsfuldt, sammen med Københavns Kommune, at udvikle tankerne og ideen om en Europaskole, og Fonden valgte tillige at bidrage med økonomi til projektet. Ikke blot for at sikre et internationalt skoletilbud for børn af udenlandske medarbejdere, men også for at sikre et tilbud til danske børn, der vender hjem med deres forældre efter ophold i udlandet.

I dag er der 15 klasser fordelt på to sprogsektioner, henholdsvis engelsk og dansk. I 2019 udvider skolen med en fransk sprogsektion og yderligere otte nye klasser. Når skolen er fuldt udbygget, vil den huse næsten 1.000 elever fra ”nursery class” (børnehaveklasse) op til ”Secondary 7” (der svarer til 3.g), hvor eleverne afslutter med en European Baccalaureate, der er en internationalt anerkendt studentereksamen.
 

Fakta om Europaskolen

  • Europaskolen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Nord Architects
  • BAM Danmark er totalentreprenør
  • Carlsberg Byen er bygherre
  • Skolen er tilvejebragt med støtte fra Industriens Fond, Københavns Kommune, Realdania, Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden
  • Skolen råder over 14.000 kvadratmeter
  • Europaskolen er en akkrediteret Europaskole og en del af Europaskolesystemet
     

Program for indvielsen

12:00-13:00: Officiel indvielse og taler ved:

  • H.K.H. Prinsesse Marie
  • Overborgmester Frank Jensen
  • Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen
  • Elever på skolen
  • Jesper Nygård, adm. direktør Realdania
  • Mads Lebech, adm. direktør Industriens Fond
  • Jens Nyhus, adm. direktør Carlsberg Byen P/S

13:00-13:30: Reception og fejring

Projektet

Industriens Fond har støttet Europaskolen i København. Benyt linket her for at læse mere om projektet.

EUROPASKOLEN

Europaskolen i København åbnede i august 2014 i midlertidige lokaler. Nu åbner Europaskolen i de nye lokaler i Carlsberg Byen, hvor skolens mange elever og lærere flytter ind. Læs mere om Europaskolen på dens egen hjemmeside.

FLERE FONDE BAG EUROPASKOLEN

Carlsberg Byen er bygherre og byggeriet tilvejebringes af Københavns Kommune, Realdania, Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden og Industriens Fond i fællesskab. Besøg projektpartnerne her.

KONTAKT

Spørgsmål vedrørende Industriens Fonds engagement i Europaskolen kan stilles til Fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk