Ny app ruster medarbejdere til at afsløre kriminelle ”gæster”

29.04.2019

Nu lanceres et gratis læringsspil ”SikkerKollega – lad dig ikke narre”, der hjælper virksomhedens ansatte til at forebygge, genkende og reagere på svindelforsøg og cyberangreb.

I dag lanceres lærings-app’en SikkerKollega, der gennem et spillignende univers ruster medarbejdere i små og mellemstore danske virksomheder til at gennemskue og imødegå forsøg på svindel og cyberkriminalitet. SikkerKollega er udviklet af efterretningsvirksomheden CERTA i samarbejde med Industriens Fond og skal bevidstgøre ansatte på danske virksomheder om social engineering. Social engineering er betegnelsen for, at kriminelle udnytter sociale relationer til at narre en medarbejder til at udlevere adgangsinformation eller overføre penge til dem.

Truslen fra cyberkriminelle er alvorlig og høj, og den udgør i sidste ende en trussel mod danske arbejdspladser og dansk konkurrenceevne. Det stigende antal stadig mere sofistikerede social engineering angreb stiller større krav til virksomheders sikkerhed og den enkelte medarbejders viden om og evne til at håndtere svindelforsøg.

”Med SikkerKollega-app’en har vi udviklet et gratis, anvendelsesorienteret og virkelighedsnært værktøj målrettet små og mellemstore danske virksomheder. Vi giver de ansatte viden om, hvordan kriminelle forsøger at snyde dem – og gode råd til at undgå svindel. Danske virksomheder oplever i øget grad, at dygtige og ansvarsfulde medarbejdere bliver snydt f.eks. af svindel-mails med falske fakturaer. SikkerKollega-app’en er et konkret sted at starte med uddannelse af medarbejderne – inden skaden sker, ” siger Tim Sloth Jørgensen, programchef for Industriens Fonds cyberindsats.
 

Fokus på medarbejderne

Stedse mere avanceret og målrettet svindel har skabt et trusselsbillede, som kræver, at den enkelte medarbejder aktivt bidrager til virksomhedens sikkerhed. Men desværre opleves cyber- og informationssikkerhed ofte som noget diffust, hvilket skaber en følelse af afmagt blandt medarbejdere uden særlig it-ekspertise.

Hensigten med udviklingen af SikkerKollega er at hjælpe ansatte i danske virksomheder på vej til at kunne gennemskue cyberkriminelles angreb og tage aktivt del i beskyttelsen af deres arbejdsplads, når denne udsættes for social engineering.

”Det koster på både bundlinje, kundeforhold og renommé, når danske virksomheder udsættes for cyberkriminalitet. Men den aktive indsats mod angreb, må ikke kun være en sag for ledelsen i danske virksomheder – de ansatte skal tænkes med ind i det præventive beredskab. Med SikkerKollega-app’en gør vi relevant sikkerhedsundervisning vedkommende for den enkelte medarbejder. Vi tror, at mange virksomheder vil se potentialet i at udbrede SikkerKollega på såvel administrationsgangen som i receptionen og på produktionsgulvet”, forklarer adm. direktør i CERTA, Jakob Dreyer.

Tidligere har Fonden stået bag Spionagetesten (www.spionagetesten.dk), der var et gratis værktøj til ledelsen i danske virksomheder – også udviklet af CERTA. Spionagetesten bestod i en test, en tilstandsrapport og en række individuelle, gode råd til virksomheden.
 

Sikkerhed på spil

I læringsspillet SikkerKollega er brugeren en agent, der bevæger sig rundt i et fiktivt univers fuld af svindel og bedrag. En bred vifte af de mest udbredte svindelmetoder, som f.eks. CEO-fraud og ransomware-angreb, præsenteres i genkendelige hverdagsscenarier, der skærper brugerens opmærksomhed og træner reaktioner. Brugeren skal quizze, løse dilemmaer og opgaver, og undervejs optjenes diplomer og agent-karakteren stiger i graderne.

”Med SikkerKollega skærper vi medarbejdernes kritiske sans og gør dem opmærksomme på, hvordan simple ændringer i arbejdsgange og rutiner kan gøre en stor forskel. SikkerKollega vender forestillingen om traditionel sikkerhedsundervisning som noget tungt og kedeligt på hovedet med et intuitivt spil, der viser, at naturlig kritisk sans ikke står i modsætning til at være venlig og serviceminded. Ofte er det bedste råd at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang, før man handler på en forespørgsel”, siger Jakob Dreyer.

Ambitionen er at mindst 10.000 medarbejdere i danske virksomheder vil bruge app’en SikkerKollega, der findes på dansk og engelsk. Prøv spillet og læs mere på www.SikkerKollega.dk eller download SikkerKollega i App Store og Google Play.

LÆS OM PROJEKTET

Her på Industriens Fonds hjemmeside kan der læses om projektet bag app'en –Medarbejderen - virksomhedens aktive beskytter. 

CYBERINDSATS

Det nye initiativ er en del af Industriens Fonds samlede indsats inden for cybersikkerhed. Det kan der læses mere om her.

KONTAKT

Eventuelle spørgsmål angående Industriens Fonds støtte til projektet kan stilles til fondens sekretariat.

Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk