Udvikling af globale innovationsalliancer med leverandører

Danske virksomheder skal forbedre deres evne til at innovere med globale nøgleleverandører.

Projektets formål er at styrke de danske virksomheders samarbejde med leverandøren, så de i højere grad oplever adgang til leverandørens kompetencer, herunder i relation til innovation, men også til nye markeder, talent og kapital, og til at forstærke virksomhedens brand internationalt. 

Mellemstore virksomheder oplever ofte, at de har svært ved at tiltrække sig opmærksomhed og skabe relationer til vigtige globale leverandører. De må ofte nøjes med standardpakken, og i mange tilfælde købes der blot standardvarer fra leverandørens lagerhylde. Ledelsesopgaven er reduceret til at identificere de rigtige produkter og placere ordren. Udfordringen er således at skabe adgang til ekstra ressourcer hos leverandøren. Det kan fx være adgang til ingeniører, der besidder en bestemt teknisk viden, testfaciliteter til bestemte produktløsninger eller en procesteknologi med højt værdipotentiale. 

Projektet vil derfor forbedre en række mellemstore danske virksomheders evne til at innovere med deres globale nøgleleverandører. Øget innovation med leverandører forbedrer virksomhedernes produkter og processer, derved sættes de mellemstore danske virksomheder i stand til at opnå konkurrencefordele.

Projektet udføres af Aarhus Universitet i samarbejde med Aalborg Universitet.
 

METODE

Projektet består af følgende aktiviteter: 

Procesmodel
Projektet vil udvikle en procesmodel til allianceudvikling på leverandørområdet baseret på udvalgte virksomheders leverandørrelationer samt den nyeste viden indenfor området. Modellen skal kunne bruges til at udvælge egnede samarbejdspartnere i leverandørporteføljen og til at organisere virksomhedens interne indsats over for leverandørerne samt søsætte initiativer med leverandører og lede processen med at få disse gennemført.

Allianceforløb
De deltagende virksomheder skal gennemføre et skræddersyet forløb, hvor der udvælges 1-3 eksisterende globale nøgleleverandører med potentiale i forhold til at etablere et innovationssamarbejde for hver deltagervirksomhed. De udvalgte leverandørrelationer analyseres nærmere med henblik på i en virksomhedsdreven proces at udvikle projekter og initiativer med leverandørerne, herunder gennem feedback til virksomhederne og gennem workshops. Den færdigudviklede procesmodel vil blive formidlet bredt gennem konferencer, workshops og på AAU og AU’s executive uddannelser. 
 

EFFEKT

Projektet forventer, at de deltagende virksomheder vil få en 20% stigning i investeringer i fælles tiltag med leverandører og en forbedret leverandør-performance, herunder forbedret kvalitet, levering og service på 20-30%. På længere sigt er hensigten, at hver af virksomhederne har etableret 1-2 alliancer eller partnerskaber med leverandører, som hver især har genereret 1-2 innovative løsninger. Derudover forventes en stigende interesse og fokus på kunden fra leverandørernes side, samt at deltagervirksomhederne implementerer minimum to organisatoriske ændringer med henblik på at involvere leverandører i fremtiden. 
 

OM PROJEKTET

Projektnavn:
Udvikling af globale innovationsalliancer med leverandører

Projektejer:
Aarhus Universitet

Tid:
2018-2021

Støttet med:
3 mio. kroner

PROJEKTPARTNERE

Projektet udføres af Aarhus Universitet i samarbejde med Aalborg Universitet. Læs mere om partnerne ved at besøge følgende links:

TEMAINDKALDELSE

Projektet udspringer af den temaindkaldelse om Globale Alliancer, som Industriens Fond gennemførte medio 2018. Læs mere om både den og tidligere temaindkaldelser her:

KONTAKT

Projektansvarlige:
Chris Ellegaard
Professor
Telefon: 87 16 46 98
Mail: chrel@mgmt.au.dk

Poul Houman Andersen 
Professor 
Telefon: 99 40 27 54
Mail: poa@business.aau.dk 

Projektansvarlig Industriens Fond:
Nanna Nyholm
Projektleder
Telefon: 33 37 62 06
Mail: nn@industriensfond.dk