ultra:bit virker – flere børn kan nu kode
En ny undersøgelse foretaget blandt nuværende 6. klasser viser, at 78 procent af de børn, der har beskæftiget sig med ultra:bit, har lært at kode.
2. oktober 2020
Siden august 2018 er antallet af elever, som mener at de kan kode steget fra 27 procent til 78 procent.
Den gode nyhed er netop blevet præsenteret af Naturfagenes Evaluerings- og Udviklingscenter, og viser en klar effekt af den femårige indsats for at løfte børns digitale kompetencer og teknologiforståelse.
Undersøgelsen er foretaget blandt ’Årgang ultra:bit’ – de børn, der har været en del af ultra:bit-indsatsen fra start, og er en opfølgning på en lignende undersøgelse fra 2018.
”Det er glædeligt, at evalueringen er positiv og at eleverne har rykket sig i løbet af de to år, som ultra:bit har eksisteret i. Eleverne fra ’årgang ultra:bit’ har – på en sjov måde – fået nogle grundlæggende kompetencer inden for kodning og teknologi, som de kan bygge videre på i resten af deres uddannelsesforløb. Det er vigtige kompetencer. Både for børn og unge i en digital verden, men også på fremtidens arbejdsmarked”, siger Thomas Hofman-Bang, der er administrerende direktør i Industriens Fond.
Digital dannelse
Ud over teknisk forståelse blandt elever, viser undersøgelsen også, at eleverne har fået øget deres bevidsthed om, at teknologi kan være både godt og dårligt, anvendes bredt, og bruges til blandt andet overvågning og hacking. Netop cybersikkerhed er et af Industriens Fonds helt store indsatsområder, hvor Fonden netop har lanceret en oplysningskampagne rettet mod unge i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste.
Flere end 1300 skoler og 100.000 børn på 4., 5. og 6. klassetrin har deltaget i ultra:bit siden 2018. Fra næste skoleår udvides ultra:bit til også at inkludere 7. og 8. klasser for at give også de ældre elever tilbud om læringsaktiviteter om teknologisk innovation og digital dannelse, sideløbende med masser af børneindhold på DR Ultra.
Projekt data
PROJEKTET
ultra:bit er tilvejebragt af DR og Industriens Fond i samarbejde med Centre for Undervisningsmidler.
EVALUERINGSRAPPORT
Naturfagenes Evaluerings- og Udviklingscenter (NEUC) har i September 2020 foretaget en omfattende undersøgelse af projektets effekt. Resumé samt hele undersøgelsen kan læses forneden.
KONTAKT
Yderligere information kan fås ved at kontakte Industriens Fonds sekretariat:
Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk